313
Sossimow og rejste sig. „Men jeg maa gaa, maaske kommer jeg igen naar jeg atter maa have den Ære —”
Han hilste og gik.
„Hvilket prægtigt Menneske!” bemærkede Pulcheria Alexandrowna.
„Ja … prægtig, udmærket, dannet, klog …” begyndte pludselig Raskolnikow uventet med særlig Iver og usædvanligt Liv; „jeg kan slet ikke huske, hvor jeg har mødt ham henne, før jeg blev syg … Jeg synes, at jeg har truffet ham et Sted. Han der er ogsaa et godt Menneske,” nikkede han hen til Rasumichin, synes Du ikke om ham, Dunja?” spurgte han hende og begyndte at le.
„Udmærket godt,” svarede Dunja.
„Fy, hvad Du er for en Spottefugl!” raabte Rasumichin frygteligt forlegen og rødmede, saa rejste han sig.
Pulcheria Alexandrowna smilede lidt, og Raskolnikow lo højt.
„Hvor er det Du skal hen?”
„Jeg maa ogsaa et nødvendigt Besøg —”
„Der er ikke noget nødvendigt for Dig .... bliv! Fordi Sossimow er gaaet saa maa Du ogsaa gaa? Det behøves ikke .... Hvormange er Klokken? Er den allerede tolv? Hvad er det for et smukt Ur, Du har der, Dunja .... Se saa, nu tier de igen? Skal jeg da tale hele Tiden selv…” „Det er en Foræring fra Marfa Petrowna” svarede Dunja.
„Et meget kostbart Ur,” tilføjede Pulcheria Alexandrowna.
„Aa, hvor det er stort, næsten for stort af et Dameur at være.”
