315
„Hvem? Endnu? Ak ja … Du taler endnu om hende! Nej, nu er det som en anden Verden … og allerede saa længe siden. Og alt, hvad der sker her omkring mig, forekommer mig som om det slet ikke skete…”
Han saa opmærksomt paa de Tilstedeværende.
„Ja, alle I ogsaa … som om jeg saa Eder i flere Miles Afstand … Fanden véd, hvorfor vi taler om det! Og hvad er det for en evig Udfritten?” tilføjede han ærgerligt og tyggede saa paa sine Negle, hensunken i Tanker.
„Men hvor det Logis, Du har, dog er usselt, aldeles som en Ligkiste,” sagde pludseligt Pulcheria Alexandrowna for at afbryde den pludselige Tavshed; „jeg er overbevist om, at det er Boligen, som for en stor Del er Skyld i din Melankoli.”
„Boligen?…” svarede han adspredt „Ja, Boligen er Skyld i meget … det har jeg ogsaa tænkt mig … Naar Du vidste, Moder, hvad det er for en ejendommelig Tanke, Du netop har udtalt …” tilføjede han smilende.
Der manglede ikke meget, og disse Mennesker, som omgav ham, nære Slægtninge, vilde, trods den treaarige Adskillelse, paa Grund af det umulige i at faa en utvungen Samtale i Gang — være blevet ham aldeles utaalelige.
Der var imidlertid endnu et uopsætteligt Anliggende, som paa en eller anden Maade absolut maatte afgøres i Dag — det havde han allerede fast besluttet, da han vaagnede om Morgenen.
Nu glædede han sig til denne Forretning som til en Udvej.
„Apropos, Dunja,” begyndte han atter tørt og alvorligt, „jeg beder Dig naturligvis om Forladelse for det, jeg sagde i Gaar, men jeg holder det for min Pligt gentagende at minde Dig om, at jeg ikke
