317
„Alt … indtil en vis Grænse. Saavel Arten som Formen i Peter Petrowitsch's Frieri gjorde mig det straks klart, hvad han ventede af mig. Han har ganske vist en høj Mening om sig selv, maaske altfor høj, men jeg haaber, at han ogsaa vil skatte mig højt … Hvad lér Du nu af igen?”
„Og hvorfor rødmer Du igen? Du lyver, Søster, Du lyver med Vilje, af bare kvindelig Egensindighed for at beholde Ret lige over for mig … Du kan ikke gifte Dig med Lushin; jeg har set ham og talt med ham. Du sælger Dig altsaa for Penge og begaar derfor i alt Fald en Nederdrægtighed; jeg glæder mig over, at Du dog endnu kan rødme af Skam.”
„Det er ikke sandt, jeg lyver ikke!” … raabte Dunetschka, der tabte sin Koldblodighed, „jeg vilde ikke tage ham, hvis jeg ikke var overbevist om, at han skatter og højagter mig, jeg vilde ikke gifte mig med ham, hvis jeg ikke havde den Overbevisning, at jeg kan gøre det af fri Vilje. Lykkeligvis kan jeg overtyde mig om det med Sikkerhed endnu den Dag i Dag. Og et saadant Giftermaal er ingen Nederdrægtighed, som Du paastaar. Og selv om Du virkelig havde Ret, om jeg virkelig havde besluttet mig til en Gemenhed — er det da ikke ubarmhjærtigt af Dig, at Du taler saaledes til mig? Hvorfor kræver Du af mig et Heltemod, som Du maaske ikke selv har? Det er Despotisme, Vold! Hvis nogen gaar til Grunde ved det, saa er det mig … Jeg har endnu ikke slaaet nogen ihjæl!… Hvorfor ser Du saadan paa mig? Hvorfor bliver Du bleg? Rodja, hvad er der med Dig, kære Rodja!”
„Herre Gud, hun har bragt ham til at besvime!” raabte Pulcheria Alexandrowna.
„Nej, nej … Passiar … der er ingen Ting! Det er bare lidt Svimmelhed, men ingen Besvimelse,
