322
XVIII.
I dette Øjeblik aabnedes Døren sagte, og en Pige, der saa sig sky om, traadte ind. Alle stirrede forundrede og nysgærrige paa hende.
Raskolnikow kendte hende ikke straks ved første Blik. Det var Sofia Semjonowna Marmeladowa.
I Gaar havde han for første Gang set hende, men i et saadant Øjeblik, i en saadan Omgivelse og i et saadant Kostyme, at Billedet af en hel anden Person havde indpræget sig i hans Erindring.
Nu var det en tarveligt klædt Pige, endnu meget ung, næsten et Barn, med beskedne og anstændige Manerer og et klart men noget forskræmt Ansigt. Hun havde en meget tarveligt Klædning af Kattun paa og paa Hovedet en gammel Hat af ældre Mode; kun Parasollen var den samme som Dagen i Forvejen.
Da hun uventet saa Stuen fuld af Folk, blev hun ikke alene forlegen, men tabte endog Fatningen. Hun blev forsagt som et Barn og gjorde en Bevægelse for at gaa igen.
„Aa … er det Dem?…” sagde Raskolnikow meget forbavset og blev pludselig selv forlegen.
Det faldt ham ind, at Moderen og Søsteren efter Lushins Brev allerede vidste noget om en vis Pige „af almen kendt Opførsel”. For et Øjeblik siden havde han protesteret mod Lushins Bagvaskelse og nævnt, at han havde set denne Pige for første Gang, og nu traadte hun pludselig selv ind.
Han tænkte ogsaa paa, at han ikke havde protesteret mod Udtrykket „af almen kendt Opførsel”.
Alt dette foer ham lynsnart og uklart gennem Hovedet.
Da han imidlertid saa nøjere paa hende be-
