323
mærkede han straks, at dette stakkels Væsen stod der saa sønderknust og elendig; da hun derfor gjorde en Bevægelse for frygtsom at fjærne sig — følte han Medlidenhed med hende.
„Jeg ventede Dem slet ikke,” sagde han hurtigt og holdt hende tilbage med sit Blik. „Sæt Dem dog, vær saa god. De kommer vist med nogen Besked fra Katerina Iwanowna. Nej, ikke herhen: jeg beder Dem om at sætte Dem der henne.”
Da Sofia kom ind, rejste Rasumichin, der sad paa en af de tre Stole tæt ind til Bordet, sig for at gøre Plads for hende.
Først vilde Raskolnikow anvise hende det Sofahjørne, hvor Sossimow havde siddet, men han kom hurtigt i Tanker om, at denne Sofa, der tjente ham til Seng, dog var for familiær; han anviste hende altsaa Rasumichins Stol.
„Sæt Du Dig herhen,” sagde han til Rasumichin, idet han anviste ham Pladsen i Sofahjørnet, hvor Sossimow havde siddet.
Næsten skælvende af Angst satte Sofia sig og saa frygtsomt paa begge Damerne. Man saa paa hende, at det var hende selv ufatteligt, hvorledes hun havde kunnet sætte sig ned. Da dette faldt hende ind, blev hun saa bange, at hun atter rejste sig og aldeles forvirret vendte sig til Raskolnikow.
„Jeg … jeg … bare for et Øjeblik … undskyld, at jeg forstyrrer,” begyndte hun stammende, „jeg kommer fra Katerina Iwanowna, hun havde ingen anden at sende … Katerina Iwanowna sagde, at jeg skulde bede Dem saa meget, om De vilde komme i Morgen tidlig til Messen, til Sjælemesse, og saa … til os … til Begravelsen, hvis De vilde vise hende den Ære … skulde jeg bede.”
„Jeg skal gøre alt muligt for at komme … ganske bestemt,” svarede Raskolnikow, der ogsaa
