Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/330

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

324

havde rejst sig og heller ikke kunde fuldende Sætningen, „… sæt Dem dog,” sagde han derpaa, „jeg maa tale med Dem. Værsgod … De har da ikke saadan Hast?… bare et Par Minuter.”

Og han rykkede Stolen hen mod hende.

Sfioa satte sig, saa atter sky og forlegen paa de to Damer, og sænkede saa sit Blik.

Raskolnikows blege Ansigt flammede op; han var som forvandlet, hans Øjne lyste.

„Moder,” sagde han fast og beslutsomt, „det er Sofia Semjonowna Marmeladowa, Datter af den ulykkelige Hr. Marmeladow, som jeg i Gaar saa blev overkørt, og som jeg har fortalt Dig om.”

Pulcheria Alexandrowna saa hen paa Sofia og blinkede en Smule med Øjnene. Trods sin Uro for Rodjas faste og udfordrende Tone, kunde hun ikke nægte sig den Tilfredsstillelse.

Dnnetschka saa den stakkels Pige alvorligt og stivt i Ansigtet og betragtede hende forundret.

Sofia slog ved denne Præsentation atter Øjnene op, men blev endnu mere forvirret.

„Jeg vilde spørge Dem”, vendte Raskolnikow sig til hende, „hvorledes alt er blevet ordnet hjemme hos Eder. Har man gjort Dem nogen Ulejlighed — Politiet for Eksempel?”

„Nej, det gik godt altsammen … det var jo saa tydeligt … Dødsaarsagen; vi fik Lov at være i Ro, og kun de andre Lejere, Naboerne, er vrede.”

„Hvorfor?”

„Fordi Liget bliver der saa længe … det er varmt nu, Uddunstningen … i Aften maa det flyttes til Kirkegaarden, til Kapellet … til i Morgen. Katerina Iwanowna vilde først ikke vide noget af det, men nu indser hun selv, at det ikke kan gaa paa anden Maade…”