327
Men Awdotja Romanowna ventede, til Turen kom til hende, og da hun fulgte efter Moderen, hilste hun opmærksomt, høfligt og udtryksfuldt paa Sofia.
Sofia blev forlegen, hilste hastigt og ængsteligt, og en næsten smærtelig Følelse prægede sig i hendes Ansigt, som om Awdotja Romanownas Høflighed og Opmærksomhed var hende pinlig og besværlig.
„Farvel, Dunja!” raabte Raskolnikow efter hende. „Ræk mig dog Haanden!”
„Jeg gav Dig den jo, har Du glemt det?” svarede Dunja og vendte sig venligt om.
„Naa, hvad gør det; ræk mig den en Gang til.”
Og han trykkede hendes smaa Fingre fast sammen.
Dunetschka smilte til ham, blev rød og rev sin Haand ud af hans for at følge efter Moderen; ogsaa hun følte sig lykkelig.
„Nuvel!” sagde han, idet han vendte sig til Sofia og saa oprømt paa hende, „lad os ønske de Døde den evige Salighed og de Levende skal leve! Ikke sandt? Saaledes er det dog!”
Sofia betragtede forundret den pludselige Oprømthed over hans Ansigt; han saa et Øjeblik gennemtrængende og tavs paa Hende; hendes afdøde Faders Beretning om hendes Skæbne sysselsatte hans Tanker.
„Min Gud! Dunetschka,” begyndte Pulcheria
Alexandrowna straks, da de var komne ned paa
Gaden, „nu er jeg ordentlig glad, at vi er borte
igen; jeg synes næsten, jeg føler mig lettere. Det
