332
andet paa Hjærte. Han vilde saa gærne endnu en Gang se ind i hendes klare, rolige Øjne, men det vilde aldrig rigtig lykkes for ham.
„De opgav jo i Gaar Deres Adresse til Poletschka!”
„Polja, ak ja, Poletschka! Den lille … det er jo Deres Søster? Rigtig, til hende sagde jeg altsaa, hvor jeg boede?”
„Har De glemt det?”
„Nej nu husker jeg det.”
„Jeg har hørt Tale om Dem før … jeg vidste kun ikke Deres Navn … Fader fortalte os … men han vidste heller ikke Navnet … da jeg nu i Gaar fik Deres Navn at vide saa spurgte jeg i Dag, bor Hr. Raskolnikow her? Jeg vidste ikke, at De ogsaa bor til Leje … ja, Farvel, da saa siger jeg til Katarina Iwanowna…”
Hun var meget glad over endelig at slippe bort, og for hurtigere at komme ud af Syne, skyndte hun sig med nedslagne Øjne den korte Vej til næste Hjørne, for derefter, ubemærket af enhver, at tænke efter, at erindre sig det oplevede; tænke efter hvert talt Ord og genkalde i Erindringen enhver Omstændighed.
Aldrig, endnu aldrig havde hun havt en lignende Følelse. En helt ny Verden var ubevidst gaaet op i hendes Sjæl.
Pludselig faldt det hende ind, at Raskolnikow i Dag selv vilde komme hen til hende, maaske kom han allerede i Løbet af Formiddagen, ja maaske straks.
„Bare ikke i Dag, nej, nej, bare ikke i Dag!” stammede hun med beklemt Hjærte, som om hun bønfaldt nogen som et ængsteligt Barn. Herre Gud, han vil besøge mig … i den Lejlighed … O Gud!”
