333
Hun lagde I dette Øjebliks Stemning ikke Mærke til en fremmed Herre, der ivrig forfulgte hende, og som havde fulgt hende i Hælene lige fra det Øjeblik, hun gik ud af Porten
Samtidig med, at de alle tre stod paa Fortovet, var denne Forbigaaende faret sammen, da han hørte Sofias Ord: „og spurgte, bor Hr. Raskolnikow her,” og han vendte sig for at betragte dem alle, men især Raskolnikow, til hvem Sofia havde rettet sine Ord; derpaa saa han paa Huset og mærkede sig det.
Alt dette skete i et Nu, i forbigaaende, og den Ubekendte gik videre, uden at nogen lagde særlig Mærke til ham, men hans Skridt blev langsommere, og der var noget lurende i hans Bevægelser.
Han ventede paa Sofia, da han saa, at hun tog Afsked, og formodede, at hun vilde gaa hjem.
Hvor mon hun gaar hen? jeg har dog set dette Ansigt før, tænkte han og grundede; det maa jeg dog se at faa at vide.
Da han var kommen til Hjørnet, gik han over paa den anden Side af Gaden, vendte sig om og gaa, at Sofia uden at mærke noget fulgte efter ham.
Han slap hende ikke af Syne, gik atter over paa den samme Side som hende, og indrettede det til sidst saaledes, at han fulgte hende i fire-fem Skridts Afstand.
Det var en Mand paa omtrent halvtrede Aar, over Middelstørrelse, kraftig, med brede Skuldre og en noget kejtet Holdning. Han var elegant klædt uden at være lapset, og saa ud som en solid, velstaaende Herre.
Sin smukke Spadserestok stødte han ved hvert Skridt mod Fortovet, hans Handsker var nye og
