337
at jeg begriber det. Det er virkelig en Skam at tale saadan…”
„Naa, naar det altsaa er en Skam, saa tal heller ikke mere om det!”
Begge tav.
Rasumichin var for Resten fornøjet; Raskolnikow følte det og følte Væmmelse; hvad Rasumischin netop havde fortalt om Porphyrius foruroligede ham.
Hos ham maa man ogsaa beklage sig, og det saa naturligt som muligt, — hans Hjærte bankede, og han var bleg. — Aller naturligst var det, naar man slet ikke behøvede at udtale sig: haardnakket undgaa alt … nej, haardnakket vilde ikke være naturligt … naa, lad det komme som det vil … vi faar at se … nu just … mon det er rigtigt, at jeg gaar derhen? Flyver jeg ikke som en Møl i Lyset? Hvor Hjærtet banker — det er heller ikke heldigt!
„I det graa Hus derhenne bor han,” sagde Rasumichin.
Det vigtigste er, om Porphyrius véd, at jeg i Gaar var i denne Heks Bolig … og at jeg talte om Blod? Det maa jeg se at faa Underretning om straks, straks ved det første Ord, naar jeg kommer ind; jeg maa læse det i hans Ansigt, ellers … og skulde det end styrte mig — jeg vil vide det!
„Véd Du hvad,” sagde han pludselig til Rasumichin med et skælmsk Smil, „hør nu, kære Ven, siden i Morges har jeg mærket, at Du er saa mærkværdigt urolig. Ikke sandt?”
„Hvad for noget, urolig? Aldeles ikke, jeg er slet ikke urolig.” Rasumichin foer sammen.
„Jovist, Broder, jovist; det er tydeligt at mærke paa Dig. Du sad før paa Stolen saaledes, som Du aldrig plejer at sidde, helt ud paa Kanten, og Du rystede hele Tiden, som om Du havde Krampe.
