338
— Somme Tider sprang Du op uden Aarsag, snart var dit Ansigt mørkt, snart igen saa sødt som det reneste Kandissukker. Du blev endog saa rød … især da Du blev buden til Middag, da blev Du forfærdelig rød!”
„Hvilken Snak; Du lyver!… Hvad er det egentlig, Du mener?”
„Naa, hvorfor vender og drejer Du Dig som en Skoledreng? Fy for Fanden! Se, nu er han rød igen.”
„Du er da et rigtigt Bæst!”
„Ja, men hvorfor bliver Du egentlig saa forlegen?… Romeo! Vent bare, jeg skal nok fortælle det i Løbet af Dagen, kan Du tro, ha, ha, ha! Saa faar jeg Moder til at le … og endnu en…”
„Hør nu, saa hør da, men det er nu for fuldt Alvor … det er jo … Ja, hvad Fanden skal dette betyde!” Rasumichin blev ganske konfus, og det krøb i ham af Skræk. „Hvad er det, Du vil fortælle Zi3snr?' Jeg, min Ven … Fy, hvad Du er for et Asen.”
„Naar Du vidste, hvor det klæder Dig godt! En Romeo in folio! Og hvor renvasket Du er i Dag, endogsaa Neglene er pudsede, ikke sandt? Naar har det været Tilfældet! Ved Gud! Du har endogsaa Pomade i Haaret, tror jeg? Buk Dig lidt ned, saa jeg kan se!”
„Din Svinehund!”
Raskolnikow lo i den Grad, at det syntes, som om han ikke kunde holde det ud for Latter, og saaledes traadte han ind i Porphyrius Petrowitsch's Bolig.
Han gjorde dette med Hensigt; inde i Stuen kunde man høre, at han kom leende ind, og at han endnu lo ude i Entreen.
„Ikke et Ord her, eller jeg … knuser Dig!”
