339
hviskede Rasumichin og greb Raskolnikow rasende i Skulderen.
XIX.
Raskolnikow gik ind.
Ved Indtrædelsen havde han Udseendet af et Menneske, der af al Magt undertrykker et uimodstaaeligt Latteranfald.
Bagefter ham kom ganske forstyrret, rød som en Tulipan af Vrede og Skamfuldhed, den lange, robuste Rasumichin. Hans Ansigt saa vel som hans Figur var virkelig nu saaledes, at Raskolnikows Latter var retfærdiggjort.
Han hilsede paa Husets Herre, der stod midt i Værelset med et spørgende Blik, rakte ham Haanden til Hilsen, medens han endnu synlig med største Anstrængelse søgte at undertrykke sin Lattermildhed.
Men knapt havde han atter antaget en alvorlig Mine og faaet et Par Ord frem — da kunde han pludseligt ved det uvilkaarlige Blik paa Rasumichin ikke længer staa imod, og den undertrykte Latter brød saa meget mere ustandseligt frem, jo mere han gjorde sig Umage for at tvinge den tilbage.
Den frygtelige Vrede, hvormed Rasumichin optog denne hjærtelige Latter, gjorde Scenen ukunstlet munter og naturlig. Rasumichin syntes formelig at understøtte Raskolnikow i hans Hensigt.
„Fy for Fanden!” brølede han og slog sin store Næve voldsomt mod et lille rundt Bord, hvorpaa der stod en lige i Forvejen tømt Tekop. Slaget var saa haardt, at Bordpladen revnede, og den knuste Kop raslede ned paa Gulvet i Stumper og Stykker.
„Men hvad skal alt dette betyde? Hvem vil
