340
erstatte mig den skete Skade?” raabte Porphyrius Petrowitsch muntert.
Scenen var nu saaledes: Raskolnikow, som havde ladet sin Haand hvile i Husherrens, lo ud, men søgte nu, for ikke at overdrive Sagen, det gunstigste Øjeblik til hurtigt og saa naturligt som muligt at bryde af.
Rasumchin, der var bleven aldeles betuttet, da han knuste Bord og Glas, spyttede energisk, vendte dem alle Ryggen og saa med forfærdeligt mørke Blikke paa Maa og Faa ud af Vinduet.
Porphyrius Petrowitsch lo og vilde gærne have leet endnu mere, dersom han bare havde vidst, hvad der var at le over.
I en Krog sad Sametow; han havde rejst sig, da de fremmede kom ind og havde trukket sin Mund op til et Smil, men betragtede den hele Scene mistroisk og uden at forstaa den; især saa han med nogen Forlegenhed paa Raskolnikow.
Sametows uventede Nærværelse berørte Raskolnikow ubehageligt.
Det maa man agsaa overlægge — tænkte han.
„Undskyld, jeg beder,” begyndte han og anstillede sig lidt forlegen, „jeg er Raskolnikow…”
„Aa, ingen Omstændigheder! det er mig særdeles kært at gøre Deres Bekendtskab. De kommer saa fornøjet ind … Men hvad er det med ham der … han vil ikke engang hilse paa os?” sagde Porphyrius Petrowitsch, idet han pegede paa Rasumichin.
„Jeg véd ved Gud ikke, hvorfor han er saa rasende paa mig. Jeg sagde undervejs, at han saa ud som en Romeo … og beviste ham det, andet var det ikke, saavidt jeg véd.”
„Du er et Bæst!” raabte Rasumichin uden at vende sig om.
