354
faldt det ham igen ind at paastaa, at han vilde gifte sig, og at al Ting var færdigt til Brylluppet; han havde endogsaa bestilt ny Klæder, og vi gratulerede ham allerede. Men saa fandtes der hverken nogen Brud eller andet; det Hele var bar Fantasi!”
„Der løj Du endnu en Gang. Klæderne havde jeg ladet mig sy i Forvejen, og det var ogsaa dem som gav mig Anledning til at binde jer det Æventyr paa Ærmet.”
„Virkelig, kan De forstille Dem saa godt?” spurgte Raskolnikow skødesløst.
„De tror det maaske ikke? Vent bare, jeg skal nok narre Dem ogsaa — ha, ha, ha! Nej, hør nu, jeg skal sige Dem Sandheden. Hvad nu angaar alle disse Spørgsmaal, Forbrydelser, Samfundstilstande osv. saa kommer jeg netop til at tænke paa Deres Opsats „Om Forbrydelse” … eller hvordan nu Titlen lød, det husker jeg ikke rigtigt … Denne Opsats har for Resten ogsaa før interesseret mig. For to Maaneder siden havde jeg den Fornøjelse at læse den i „Periodisk Tale.”
„Min Opsats? I den Periodiske Tale?” spurgte Raskolnikow forundret; „jeg skrev virkelig for et halvt Aar siden en saadan Opsats, da jeg forlod Universitetet; men jeg sendte den til „Uge-Tale”, ikke til den „Periodiske”.”
„Men den blev trykt i den „Periodiske”.”
„Uge-Talen er jo gaaet ind, derfor blev den heller ikke optagen den Gang…”
„Det er sandt; men da den gik ind forenede Uge-Talen sig med den Periodiske Tale, og deraf kom det, at Deres Opsats for to Maaneder siden stod i den Periodiske. Vidste De ikke det?”
Raskolnikow vidste virkelig ikke noget af det.
„Saa kan De nu forlange Deres Honorar! Men hvad De har for en besynderlig Karakter! De
