Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/374

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

368

kolnikow langsomt og som om han støvede omkring i sin Hukommelse — men anspændte paa samme Tid alle Aandskræfter og holdt paa at forgaa af Kval for hurtigst muligt at udfinde, hvor den Snare laa, som skulde fange ham … „Nej, jeg saa ikke noget, jeg saa heller ikke nogen aaben Lejlighed … men oven paa, i fjerde Etage,” sagde han, idet han pludselig opdagede Snoren og ligefrem godtede sig derover, „der husker jeg, at en Embedsmand netop flyttede ud af Lejligheden … lige over for Aljona Iwanowna … det husker jeg … aldeles tydeligt!… Nogle Soldater bar endda en Sofa ud og klemte mig ind mod Væggen … men Malere véd jeg ikke noget om, og nogen aaben Lejlighed var der heller ikke, nej, det kender jeg ikke til!…”

„Ja, men hvad er det ogsaa for noget Snak!” udbrød Rasumichin, der pludselig besindede sig: „Malerne arbejdede der jo den Dag, da Mordet blev begaaet, og han var der jo tre Dage i Forvejen. Hvordan kan Du komme med det Spørgsmaal?”

„Fy for Pokker! Det har jeg rent forvekslet!” Porphyrius slog sig for Panden, „Fanden tage hele Historien, den gør mig tilsidst gal!” Han vendte til Raskolnikow som for at undskylde sig: „det var os nemlig af stor Vigtighed at erfare, om ikke nogen havde set Malerne i Lejligheden mellem syv og otte; og saa bildte jeg mig netop ind, at De kunde oplyse noget om det … jeg forvekslede det aldeles!”

„Derfor maa man ogsaa være mere opmærksom,” bemærkede Rasumichin.

De sidste Ord blev allerede udsagte i Entreen. Porphyrius Petrowitsch havde paa det elskværdigste fulgt dem begge til Døren.