369
De gik gnavne og mørke ud og sagde længe ikke et Ord.
Raskolnikow aandede dybt…
XX.
„… Jeg tror det ikke! Jeg kan ikke tro det!” gentog Rasumichin, som var bleven mut, og som gjorde sig al mulig Umage for at omstøde Raskolnikows Argumenter.
De var allerede komne i Nærheden af det Hus, hvor Pulcheria Alexandrowna og Dunja forlængst ventede dem, men det gik kun langsomt derhen, thi Rasumichin blev stadig i Samtalens Hede staaende underveje og var i højeste Grad forlegen og oprørt over, at der nu for første Gang blev talt aabent om dette Anliggende.
„Du behøver jo slet ikke at tro det!” svarede Raskolnikow med kold og ringeagtende Spot, „Du mærkede som sædvanligt ingen Ting, men jeg vejede hvert Ord.”
„Du er mistænksom, derfor vejede Du alting … hm … virkelig, det maa jeg i alt Fald indrømme, at Porphyrius's Tone var ejendommelig nok, og især denne Slyngel Sametow! Du har Ret, han havde noget … men hvorfor, hvorfor?”
„Han har spekuleret det ud i Nat.”
„Nej slet ikke, tvertimod! Hvis de havde disse taabelige Tanker, saa vilde de dog af alle Kræfter søge at skjule dem, at holde deres Kort under Bordet for senere desto lettere at fange Dig … nu var det dog for frækt og uforsigtigt!”
