371
Menneske maa staa foran elendige Politimænd og taale deres Fornærmelser!.... Dertil kommer endnu et Gældsbevis, om hvilket han ikke har nogen Anelse, og endelig stinkende Oliemaling, tredive Grader Reaumur, kvalm Luft, en Flok Mennesker, Be-retningen om Mordet af en Person, som han Dagen før havde været hos — og alt det mens han gaar med tom Mave … ja, maa en Besvimelse da ikke være selvfølgelig? Og paa en saadan let forklarlig Afmagt grunder de deres Beskyldninger! Fy for Fanden! Jeg forstaar, at man kan gaa ud af sit gode Skind derover; men i dit Sted, Rodja, vilde jeg have lét dem alle op i Ansigtet, eller endnu bedre, have spyttet dem i Syner, have uddelt et Dusin Ørefigener til højre og venstre, men vel anbragte, som det sig hør og bør; og dermed havde jeg ladet den Sag været endt. Blæse være med det! Fat Mod! Det er en Skam!…”
Det udviklede han virkelig godt, tænkte Raskolnikow.
„Jeg skulde blæse paa det Hele og i Morgen atter et Forhør?” sagde han bittert, „skal jeg virkelig indlade mig paa Forklaringer med dem? Jeg ærgrer mig desuden allerede over, at jeg i Gaar paa Restavrationen indlod mig med denne Sametow…”
„Til Helvede med det! Jeg vil selv gaa hen til Porphyrius — jeg vil snakke med ham som Slægtning; han skal skrifte alt for mig lige til den sidste Tøddel! Og denne Sametow…”
Endelig falder det ham ind, tænkte Raskolnikow.
„Holdt!” raabte Rasumichin og greb ham pludseligt i Skulderen, „holdt!… Du løj! Jeg har overtænkt det; Du løj! Hvorledes kunde det være overlagt med Hensigt? Du siger, at Spørgsmaalet om Arbejderne var en underfundig Fælde? Men sig mig da — hvis Du havde begaaet Mordet, vilde
