372
Du da have fortalt, at Du havde set dem — Arbejderne og Lejligheden? Nej, Du vilde tværtimod sige, at Du slet ingen Ting havde set, selv om Du havde set al Ting! Hvem vil vel aflægge Vidnesbyrd mod sig selv?”
„Hvis jeg havde begaaet den Gærning, vilde jeg bestemt have tilstaaet, at jeg havde set baade Arbejderne og Lejligheden,” vedblev Raskolnikow med synlig Uvilje.
„Ja, men hvorfor skal man dog vidne mod sig selv?”
„Fordi kun ganske uudviklede Mennesker eller ganske uerfarne Begyndere ved et Forhør nægter al Ting helt og holdent, det ene efter det andet. Det nogenlunde udviklede og beregnende Menneske gør sig netop Umage for at tilstaa alle ydre Kendsgerninger, som ikke kan bortforklares; han underlægger dem bare andre Bevæggrunde, tilføjer et eget Træk, en ganske særlig og uventet Biomstændighed, som giver dette Faktum en anden Betydning og sætter det i en anden Belysning. Porphyrius kunde netop være sikker paa, at jeg vilde svare saaledes, og at jeg for Sandsynlighedens Skyld vilde sige, at jeg havde set det og han kunde ligeledes ogsaa gøre Regning paa, at jeg vilde finde en Forklaring paa det…”
„Men han vilde straks have sagt Dig, at Arbejderne ikke kunde have været der to Dage i Forvejen, og at Du følgelig paa den Dag, Mordet skete mellem syv og otte, maatte have været der; den Fangst havde dog altsaa været for let.”
„Det er netop det han regnede med i sit Forhør, at jeg ikke vilde tage mig Tid til at betænke mig ordenligt; at jeg vilde skynde mig at svare sandsynligst muligt og saa glemme, at Arbejderne ikke var der to Dage i Forvejen.”
„Hvor skulde det være muligt at glemme det?”
