374
Da Raskolnikow naaede sit Hjem, var hans Haar vaadt og han aandede tungt.
Hurtig steg han op ad Trappen, gik ind i det aabne Kammer og satte straks Krogen paa.
Derpaa styrtede han forskrækket og ligesom ude af sig selv hen til den Krog, hvor han den Gang havde gemt Sagerne, stak Haanden ind i Hullet og rodede. i nogle Minutter omkring derinde, idet han nøje befølte hver Fold i Tapetet.
Da han ingen Ting fandt, rejste han sig og trak Vejret dybt.
Da han før kom til det Hus, hvor hans Moder boede, indbildte han sig nemlig pludseligt, at en eller anden Genstand, maaske en lille Kæde, en Knap, eller et Stykke Papir med en Notits fra den gamle, og hvori en eller anden Genstand kunde have været indlagt, maaske var undgaaet ham og kunde være faldt ind i en eller anden Sprække, hvad der da kunde blive et uventet og uangribeligt Bevis mod ham.
Han stod dér fordybet i Eftertanke, og et ejendommeligt halvtosset Smil spillede om hans Læber. Endelig tog han sin Hue og gik atter ud. Grublende gik han ned og kom ud i Portgangen.
„Der er han jo!” raabte en Stemme; han løftede Hovedet.
Portneren stod ved Døren til sit Kammer og pegede lige paa ham, idet han pegede paa en lille uansélig, daarlig klædt Mand, der paa Frastand næsten lignede et Fruentimmer.
Denne Mands Hoved ludede forover og var bedækket med en fedtet Hue, hele Figuren var ligesom bøjet af Alderdom. Det visne, rynkede Ansigt syntes at tilhøre en Mand paa halvtreds, de smaa fugtige Øjne havde et mørkt og strængt Udtryk.
