7
Swidrigailow blev ved at fortælle og talte om mange Ting. Det var ikke godt at forstaa, hvad Mening han havde med alt det.
Det blev Raskolnikow klart, at dette Menneske maatte have truffet en fast Beslutning, og at han førte noget i sit Skjold.
„De har vel i flere Dage ikke talt med nogen?” spurgte han.
„Det kan nok være, men hvorfor? De undrer Dem vel over at jeg taler saa fornuftigt?”
„Nej, jeg undrer mig over, at De synes mig for fornuftig.”
„Maaske fordi Grovheden i Deres Spørgsmaal ikke fornærmer mig? Er det det?… Hvorfor skulde jeg føle mig fornærmet? Som man raaber i Skoven, faar man Svar,” sagde han med det mest vellykkede Udtryk af Trohjærtighed. „Jeg interesserer mig jo ved Gud næsten for ingen Ting mer,” vedblev han eftertænksomt, „især nu, da jeg er aldeles uden Beskæftigelse … For Resten er det Dem jo tilladt at indbilde Dem, at jeg med Hensigt vil indsmigre mig hos Dem, saa meget mere, som jeg selv meddelte Dem, at jeg kommer med noget, som angaar Deres Søster. Men jeg siger Dem oprigtigt, jeg har kedet mig, især i de sidste tre Dage, saa jeg har endogsaa ligefrem glædet mig til at stifte Bekendtskab med Dem … Bliv nu ikke ærgerlig, Rodion Romanowitsch, men ogsaa De forekommer mig saa underlig. Sig, hvad De vil, men De har noget ved Dem, især nu .... Naa naa, jeg tier jo allerede, rynk ikke Panden saa strængt! Jeg er slet ikke saadan en Bjørn, som De tror.”
Raskolnikow saa mørkt paa ham.
„De er overhovedet vistnok slet ingen Bjørn,” sagde han „det forekommer mig næsten som om De hørte til det gode Selskab, eller som om De i det
