8
mindste forstod lejlighedsvis, at være et ret ordenligt Menneske.”
„Jeg interesserer mig overhovedet ikke for andres Mening om mig,” svarede Swidrigailow tørt og med en Skygge af Overmod, „hvorfor skulde jeg altsaa ikke hist og her spille en almindelig Intrigants Rolle, da denne Rolle her til Lands dog er saa bekvem?… især naar man hos sig sporer en naturlig Tilbøjelighed til det,” tilføjede han atter leende.
„Jeg har dog hørt, at De har mange Bekendte her. De er jo, som man plejer at sige, ikke uden Forbindelser; hvad behøver De saa mig til i dette Tilfælde, hvis det ikke skulde være i bestemte Hensigter?”
„At jeg har Bekendte er ganske sandt,” svarede Swidrigailow uden at berøre Hovedpunktet, „jeg har endog mødt nogle i de tre Dage, jeg har slentret omkring her; nogle kender jeg igen, og det synes ogsaa, som om nogle af dem har genkendt mig. Javist, jeg er jo anstændig klædt, og man holder mig for velhavende; jeg har allerede før faaet nok af dem, og i tre Dage har jeg været her uden at give mig tilkende for en eneste af dem. Og saa til og med her, i denne By! Kancellisternes og alle smaa Seminaristers By! Adskilligt lagde jeg dog ikke Mærke til for otte Aar siden, da jeg drev omkring her … Nu gør jeg kun Regning paa Anatomien, ved Gud.”
„Paa hvad for en Anatomi?”
„Hvad nu alle disse Clubb'er, Dusseaux'er, Pointe'r[1] og det hele Fremskridt angaar — faar altsammen se til, hvordan det kan klare sig uden mig,” vedblev han uden at give Agt paa Spørgsmaalet.
- ↑ Finere Restavrationer og Delikatessehandlere.
