34
med Hovedet lænet til Sofaen. En Dreng, der var et Aarstid, stod i en Krog og græd og rystede over hele Kroppen; det saa næsten ud til, at han havde faaet en Lussing. Den ældste, en Pige paa ni Aar, var lang og tynd som en Humlestang; hun var i bar Særk, der var saa hullet, at man flere Steder kunde se det bare Skind igennem den, og over de nøgne Skuldre hang en Kaabe, som hun vel havde faaet for to Aar siden, thi nu naaede den hende ikke engang til Knæerne; hun stod henne i Krogen hos sin lille Broder og havde slynget sin lange, magre Arm omkring hans Hals. Det lod til, at hun vilde berolige ham; hun hviskede til ham, snakkede godt for ham, for at han ikke atter skulde briste i Graad, og paa samme Tid fulgte hendes store, mørke Øjne ængstelig Moderens Bevægelser.
Marmeladow gik ikke ind i Stuen; han knælede ned ved Døren og skød Raskolnikow ind foran sig.
Da Konen saa det fremmede Menneske, blev hun staaende foran ham og tænkte sig om et Øjeblik, som om hun grundede paa, hvad han egenlig vilde. Saa faldt det hende vel ind, at han bare vilde gaa igennem for at komme ind i en af de andre Stuer; hun vendte sig derfor bort fra ham og gik hen til den anden Dør for at lukke den. Men derved fik hun Øje paa Manden, som knælede udenfor Dørtærskelen, og med et vildt Skrig foer hun imod ham.
„Naa — kommer Du nu tilbage! Tugthuskandidat! Uhyre! Kom med Pengene! Hvad har Du i Lommen? Frem med det! — Og andet Tøj! — Hvor er dine Klæder? — Hvor er Pengene! Svar!”
Hun begyndte at gennemsøge hans Lommer. Marmeladow rakte lydigt som en Forbryder begge Armene ud, for at lette hende Undersøgelsen. Han havde ikke saa meget som en Kopek i Lommerne.
