Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/406

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

14

„Betænk dog bare, for en halv Time siden havde vi endnu ikke sét hinanden, betragtede endog hinanden som Fjender, havde en uopgjort Affære med hinanden; og nu har vi lagt alt det til Side og er komne ind paa et saadant Tema! Naa, havde jeg altsaa ikke Ret, da jeg sagde, at vi to er to Alen af samme Stykke?”

„Vær af den Godhed,” vedblev Raskolnikow opirret, „at forklare Dem og at meddele mig, hvorfor De har beæret mig med Deres Besøg … og … og … jeg har ikke megen Tid, jeg vil gaa ud.”

„Som De behager, ganske som De behager. Deres Søster Awdotja Romanowna ægter Hr. Peter Petrowitsch Lyshin?”

„Kunde De ikke undgaa ethvert Spørgsmaal, der angaar min Søster, og slet ikke nævne hendes Navn? Jeg begriber overhovedet ikke, hvorledes De understaar Dem til endog kun at udtale dette Navn i min Nærværelse — hvis De ellers virkelig skulde være Swidrigailow!”

„Men det er jo netop derfor, jeg er kommen; hvorledes skulde jeg da bære mig ad med ikke at nævne Navnet?”

„Godt, tal, men lidt rask!”

„Jeg er overbevist om, at De allerede har dannet Dem en Mening om denne Hr. Lushin, som er en Slægtning af min Hustru, hvis De kun har set ham en halv Time eller hørt noget paalideligt og rigtigt om ham. Han er ingen Mand for Awdotja Romanowna. Efter min Mening opofrer Awdotja Romanowna sig i dette Tilfælde meget højmodigt, men uden al Beregning … for sin Familie. Efter alt, hvad jeg hidtil har hørt om Dem, synes det mig, som om De maatte være meget tilfreds, hvis dette Ægteskab ikke kom i Stand; hvis dette kunde ske uden at skade andre Interesser. Nu,