15
efter at jeg personlig har lært Dem at kende, er jeg endog overbevist om det.”
„Dette er altsammen meget naivt af Dem; undskyld, jeg vilde sige — meget frækt!” sagde Raskolnikow.
„Det vil sige, De vil dermed udtrykke, at jeg taler i min egen Interesse. Vær De ganske rolig for den Sag, Rodion Romanowitsch; hvis jeg kun sørgede for min egen Interesse, vilde jeg ikke udtale mig saa ligefrem; jeg er dog endnu ikke saa helt og holdent nogen Nar. I denne Forbindelse maa jeg afsløre Dem en sykologisk Hemmelighed; før sagde jeg, da jeg vilde retfærdiggjøre mig med Hensyn til min Kærlighed til Awdotja Romanowna, at jeg selv havde været Ofret. Naa, nu kan jeg gærne tilstaa for Dem, at jeg slet ikke mere føler nogen Kærlighed, ikke den ringeste; saa at jeg selv maa undre mig over det; thi Kærligheden var dog virkelig til Stede.”
„Det var Kedsomhed og Usædelighed Skyld i,” afbrød Raskolnikow ham.
„Ganske rigtigt, jeg er en Lediggænger og Vellystning. Forøvrigt har Deres Søster saa mange Fortrin, at det dog ikke var underligt, om jeg ikke kunde værge mig mod et vist Indtryk. Dog, det er altsammen Daarskab, som jeg nu selv indser.”
„Siden hvornaar har De da indseet det?”
„Allerede før bemærkede jeg det af og til, men afgjort blev det mig først klart i Forgaars, næsten i samme Minut, som jeg ankom til Petersborg. For Resten indbildte jeg mig endnu i Moskow, at jeg var i Begreb med at anholde om Awdotja Romanownas Haand og at gøre Hr. Lushin Rangen stridig.”
„Undskyld, at jeg afbryder Dem, — hav den Godhed at afkorte Deres Tale og gaa løs paa
