20
„Er det sandt, hvad De siger?”
„Den rene Sandhed. Sig hende det; naa, ærbødigste Tjener! Jeg bor slet ikke saa langt fra Dem.”
Da Swidrigailow gik ud, stødte han i Døren paa Rasumichin.
II.
Klokken var allerede otte; Raskolnikow og Rasumichin skyndte sig begge for at komme før Lushin til Huset Bakalejew, hvor de to Damer ventede.
„Hvad var det for en?” spurgte Rasumichin, da de gik ud paa Gaden.
„Det var Swidrigailow, den Godsejer, i hvis Hus min Søster blev fornærmet, da hun tjente som Guvernante. Han forfulgte hende, og derfor blev hun jaget bort af hans Hustru, Marta Petrowna. Denne Maria Petrowna bad senere Dunja om Forladelse og er nu pludseligt død. Det er den samme, som der før var Tale om. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg er bange for dette Menneske. Han kom hertil straks efter sin Hustrus Begravelse.... Det er, som om han sidder inde med noget hemmelighedsfuldt… Man maa beskytte Dunja mod ham… og det er det, jeg vilde sige Dig, hører Du?”
„Beskytte? Hvad kan han da ville gøre Awdotja Romanowna? Naa, jeg takker Dig, Rodja, at Du taler saadan til mig … Vi skal beskytte hende, ja!… Hvor bor han?”
„Jeg véd det ikke.”
„Hvorfor spurgte Du ikke? Det var en Skam! For Resten faar jeg det vel nok at vide.”
