23
Han saa for Resten ud, som om han var lidt forlegen og endnu ikke havde samlet sig.
Pulcheria Alexandrowna, der ogsaa syntes forlegen, skyndte sig med at byde dem alle Plads ved det runde Bord, paa hvilket Samowaren kogte. Dunja og Lushin sad ligeoverfor hinanden, Rasumichin og Raskolnikow ligeoverfor Pulcheria Alexandrowna, Rasumichin nærmere Lushin og Raskolnikow ved Siden af sin Søster.
De tav alle.
Peter Petrowitsch trak et Battistes Lommetørklæde, som udbredte Vellugt, op af Lommen, og snød sig med en Mine som et dydigt, men i sin Værdighed noget krænket Menneske, der har fattet den Beslutning at kræve en Forklaring.
Endnu ude i Entréen havde han havt den Tanke, om han ikke hellere skulde beholde Overfrakken paa og fjærne sig for derved strængt at straffe Damerne og gøre dem deres Uret begribelig. Men han besluttede sig dog ikke til det. For Resten kunde dette Menneske ikke taale Uvisheden og vilde ogsaa have en Forklaring paa, hvorfor hans Befaling saa aabent blev brudt; det var altsaa bedre at faa dette at vide først; til Straf var der da Tid nok; den laa i hans Haand.
„Jeg haaber, at Rejsen løb godt af?” sagde han, idet han vendte sig stivt til Pulcheria Alexandrowna.
„Jo Gud ske Lov, Peter Petrowitsch.”
„Det glæder mig meget. Og De, Awdotja Romanowna, er De ikke meget træt?”
„Jeg er ung og stærk og bliver ikke saa let træt; men for Moder var det slemt,” svarede Dunja.
„Ia, hvad skal man gøre; vore Veje her i Rusland er meget lange. Stor er vor saakaldte „Moder Rusland” … I Gaar kunde jeg, trods mit ivrige
