35
„Nu kan jeg I alt Fald ikke mere regne naa den, men desuden vil jeg ikke hindre Meddelelsen om Arkadij Iwanowitsch Swidrigailows Forslag, som han har givet Deres Broder i Fuldmagt, og som for Dem — som jeg ser — har en betydningsfuld og maaske ogsaa en meget behagelig Betydning.”
„Ak, min Gud!” raabte Pulcheria Alexandrowna.
Rasumichin kunde ikke længer blive siddende rolig.
„Naa, skammer Du Dig nu ikke, Søster?” spurgte Raskolnikow.
„Jo, jeg skammer mig, Rodja,” sagde Dunja. „Peter Petrowitsch, gaa Deres Vej!” sagde hun, idet hun vendte sig til ham bleg af Vrede.
Peter Petrowitsch syntes slet ikke at have ventet et saadant Resultat. Han var altfor overbevist om sin Magt og sine Ofres Hjælpeløshed; heller ikke nu troede han rigtigt paa det. Han blev bleg, og hans Læber skælvede.
„Awdotja Romanowna, dersom jeg nu forlader Dem og gaar gennem denne Dør, ledsaget af et saadant Afskedsønske, saa — læg Mærke til det! — vender jeg ikke tilbage igen. Tænk over det — jeg holder mit Ord.”
„Hvad er det for en Frækhed!” raabte Dunja og rejste sig, „jeg vil heller ikke paa nogen Maade have, at De skal vende tilbage.”
„Naa saaledes staar det altsaa til!” raabte Lushin, der indtil det sidste Øjeblik slet ikke kunde tro paa en saadan Udvikling af Sagerne, og som derfor nu ganske tabte Koncepterne. „Altsaa, det staar saadan til! Men véd De ogsaa, Awdotja Romanowna, at jeg har Ret til at protestere mod dette?”
