36
„Med hvilken Ret,” udbrød Pulcheria Alexandrowna ivrigt, „hvorledes kan De protestere? Og hvilke er disse Deres saakaldte Rettigheder? Kan jeg vel give min Dunja til en saadan Person, som De er? Gaa, bliv væk engang for alle! Vi er selv Skyld i, at vi har indladt os paa noget urigtigt, men mest jeg…”
„Og alligevel, Pulcheria Alexandrowna,” skreg Lushin rasende, „De har bundet mig ved Deres givne Ord, som De nu tager tilbage … og endelig … endelig er jeg derved saa at sige … bleven foranlediget til Udgifter…”
Denne sidste Argumentation var saa aldeles overensstemmende med Peter Petrowitschs Karakter, at Raskolnikow, bleg af Vrede og kæmpende med Anstrængelsen for at holde den tilbage, ikke længer kunde holde det ud og — begyndte at le højt.
Men Pulcheria Alexandrowna blev ude af sig selv.
„Til Udgifter? Til hvad for Udgifter? De mener maaske til Kufferten? Den har jo Konduktøren taget frit med for Dem! Herre Gud! altsaa er det os, som har fængslet Dem? Betænk Dem lidt, det er dog Dem selv, Peter Petrowitsch, som har bundet os paa Hænder og Fødder, og ikke os, som har bundet Dem!”
„Hold op, Moder, jeg beder Dig!” raabte Awdotja Romanowna. „Peter Petrowitsch, vær af den Godhed at gaa!”
„Jeg gaar; men endnu et sidste Ord!” sagde han næsten uden at tænke paa, hvad han sagde mere, „Deres Moder har, som det synes, aldeles glemt, at jeg trods de Rygter, der var i Omløb om Dem besluttede mig til at gifte mig med Dem. Da jeg nu for Deres Skyld tilsidesatte den offenlige Mening og gengav Dem Deres gode Rygte ved mit
