37
Frieri, saa havde jeg ganske naturligt haabet paa Gengæld, endog paa Deres Taknemmelighed. Men nu først har jeg faaet Øjnene op! Jeg indser nu selv, at jeg handlede meget, meget overilet, da jeg ignorerede den offenlige Mening…”
„Og den Karl vil gifte sig!” raabte Rasumichin og sprang op, idet han gjorde sig rede til at styrte løs paa Lushin.
„De er et gement, ondt Menneske!” sagde Dunja.
„Ikke et Ord mere, ikke en Bevægelse!” raabte Raskolnikow og holdt Rasumichin tilbage. Derpaa gik han ganske tæt hen til Lushin og sagde sagte, mit; med langsom og tydelig Udtale af hver Stavelse:
„Behag at gaa! og ikke et Ord mere, ellers —”
Peter Petrowitsch saa paa ham nogle Sekunder med et af Vrede blegt og fortrukket Ansigt, saa vendte han sig om og gik ud.
Sjælden kan vel et Menneske i sit Hjærte have baaret mere Had og Ondskab end dette Menneske mod Raskolnikow. Ham alene gav han Skylden for alt.
Da Lushin gik ned ad Trappen, indbildte han sig, trods alt dette alligevel, at Sagen maaske enduu ikke var aldeles tabt, ja, at den, hvad Damerne angik, meget let kunne komme i den rette Gænge igen.
