39
Desuagtet stillede han dog sin Beslutning at løfte Dunja op til sig, meget højt, og holdt den for en Heltegærning. Da han udtalte dette ligeoverfor Dunja, forkyndte han en af ham med Forkærlighed næret hemmelig Tanke og kunde ikke begribe, at ikke ogsaa andre beundrede denne store Gærning i samme Maade.
Da han for besøgte Raskolnikow, traadte han ind med Følelsen af at være en Velgører, der var beredt til at høste sine Frugter og høre paa søde Lovtaler.
Det var derfor ikke underligt, at han, da han gik ned ad Trappen, følte sig i højeste Grad fornærmet og miskendt.
Men Dunja var ham ligefrem uundværlig; at sige sig løs fra hende var for ham utænkeligt. Allerede i flere Aar havde han inderligt sværmet for et Ægteskab, men opsparede dog stedse flere Penge og ventede.
Han klamrede sig til den henrivende, hemmelighedsfulde Tanke, at en velopdragen, fattig, en absolut fattig Pige, meget ung, meget vakker, ædel og dannet, meget tilbageholden Pige, som havde gennemgaaet mange Lidelser — fuldstændigt skulde bøje sig under ham og i hele sit Liv holde ham for sin Redningsmand, underkaste sig ham, beundre ham, dø for ham, — ham alene.
Hvor mange Scener, hvor mange søde Enkeltheder havde han ikke allerede i Indbildning skabt sig om dette forføriske yndige Thema, naar han hvilede ud fra sine Forretninger.
Og nu var disse mange Aars Drømme næsten allerede opfyldte: Awdotja Romanownas Skønhed og Dannelse havde fængslet ham, og hendes hjælpeløse Stilling havde ægget ham til det Yderste.
Her fandt han oven i Købet endnu mere, end
