41
Retning beroligede han sig snart, „det manglede bare, at stille denne Fyr paa samme Trin som ham!”
Den, som han i Virkeligheden alvorligt frygtede, det var Swidrigailow … han følte, at der forestod ham mange Bekymringer…
„Nej, jeg, jeg er mest Skyld i det!” sagde
Dunja og omfavnede og kyssede Moderen, hans Penge
har lokket mig, men jeg sværger Dig til, Broder,
jeg anede ikke, at han var et saa uværdigt Menneske.
Dersom jeg havde gennemskuet ham før, saa havde
jeg ikke ladet mig bevæge til det! Fordøm mig
ikke, Broder!”
„Gud har frelst os, Gud har frelst os fra ham!” hviskede Pulcheria Alexandrowna, for Resten uden endnu at begribe, hvad der var sket.
De glædede sig alle — efter en fem Minutters Forløb lo de endogsaa.
Kun af og til rynkede Dunetschka Panden, naar hun tænkte paa, hvad der var sket.
Pulcheria Alexandrowna havde slet ikke kunnet forestille sig, at ogsaa hun kunde blive saa glad over det; et Brud med Lushin var endnu samme Morgen forekommet hende som den største Ulykke.
Men Rasumichin var henrykt. Han vovede kun endnu ikke at lade sig mærke med det, men sitrede som i en Feber; det var, som om en centnertung Vægt var falden fra hans Hjærte. Nu havde han ret til at vie hende sit hele Liv, at tjene hende … aa, og ikke det alene! For Resten jagede han nu, meget ængsteligere end før, alle andre Tanker bort fra sig og var bange for sin Fantasis Drømme.
Kun Raskolnikow alene sad endnu paa samme Plet, mørk og næsten adspredt.
