Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/434

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

42

Han, som før mest haardnakket havde holdt paa, at Lushin skulde gaa, syntes nu at skulle interessere sig mindst for det skete. Dunja nærede uvilkaarligt den Tro, at han endnu var vred paa hende; Pulcheria Alexandrowna saa frygtsomt paa ham.

„Hvad var det da Swidrigailow sagde Dig?” spurgte Dunja og gik hen til til ham.

„Ak ja, ja!” raabte Pulcheria Alexandrowna.

Raskolnikow løftede Hovedet.

„Han vil absolut skænke Dig ti Tusind Rubler og ønsker en Gang i min Nærværelse at faa Lov at se Dig."

„Se Dunja? Nej, for ingen Pris i Verden!” raabte Pulcheria Alexandrowna. Hvorledes tør han understaa sig i at byde hende Penge!”

Saa meddelte Raskolnikow kort og tørt sin Samtale med Swidrigailow, men undlod Spøgelsehistorien med Marta Petrowna for ikke at komme ind paa unødige Detailler. Han havde Modbydelighed for enhver Tale, der forlod det ubetinget nødvendiges Grund.

„Hvad svarede Du ham da?” spurgte Dunja.

„Først sagde jeg, at jeg ikke vilde meddele Dig noget. Dertil svarede han, at saa vilde han selv paa enhver mulig Maade søge at møde Dig. Han forsikrede, at hans Lidenskab for Dig havde været en Galskab, og at han nu slet ikke følte Kærlighed mere for Dig … Han ønsker ikke, at Du skal gifte Dig med Lushin … Overhovedet talte han meget forvirret.”

„Hvad har Du dannet Dig for en Mening om ham, Rodja? Hvad Indtryk gjorde han paa Dig?”

„Jeg maa tilstaa, at jeg ikke har noget godt Indtryk af ham. Han tilbyder ti Tusind og siger, at han selv ikke er rig; dernæst meddeler han mig,