44
slippe ham ud af Syne. Rodja har givet mig Lov; han sagde selv før: „beskyt min Søster”. Tillader De det ogsaa, Awdotja Romanowna?”
Dunja smilede og rakte ham Haanden, men Bekymringen veg ikke fra hendes Ansigt.
Pulcheria Alexandrowna saa sky paa hende; de tre Tusind havde forøvrigt øjensynligt beroliget hende.
Snart var alle i livlig Samtale. Selv Raskolnikow, der ikke deltog i den, hørte dog opmærksomt til.
Den, der talte mest, var Rasumichin.
„Og hvorfor, hvorfor vil De rejse bort!” vedblev han ivrigt og anspændt, „hvad Paaskud vil De give i den elendige lille By? Hovedsagen er dog, at I alle bliver her tilsammen, og at I gensidigt er nødvendige for hinanden — ja, og i hvor høj Grad nødvendige! — forstaar De ikke? I det mindste en Tid … Men mig antager De som Ven, som Kompagnon, jeg forsikrer Dem, vi skal begynde et fortræffeligt Foretagende. Her, jeg vil forklare Dem alle Enkeltheder, — hele Projektet. Allerede i Morges, da der endnu ikke var passeret noget, spøgede det i Hovedet paa mig. Sagen er den: jeg har en Onkel, en meget føjelig og agtværdig gammel Mand; denne Onkel har en Kapital paa Tusind Rubler; han lever af sin Pension og kommer ud af det med den. Allerede i to Aar har han forsøgt at faa mig til at tage disse Tusind af ham og betale ham seks pCt. for dem. Jeg véd, hvad han mener, han vil bare yde mig en Hjælp; i Fjor behøvede jeg den ikke, men nu har jeg ventet paa hans Ankomst for at tage imod det. Et Tusind til giver De saa at Deres tre Tusind, og det er nok til en Begyndelse; vi associerer os — men hvad tager vi fat paa.”
