47
Dunja saa mistænksomt og forundret paa Broderen.
Han havde Huen i Haanden og var i Begreb med at gaa.
„I opfører Jer næsten, som om I skulde til at begrave mig, eller som om vi skulde skilles for evigt,” sagde han med ejendommelig Betoning og et tvungent Smil.
„Hvem véd for Resten, maaske det er sidste Gang vi ses,” tilføjede han adspredt.
Hau troede blot at have tænkt disse Ord, men de var uvilkaarligt undslupne ham saa lydeligt, at alle hørte dem.
„Hvad er det for nogen Snak !” udbrød Moderen.
„Hvor vil Du gaa hen, Rodja ?” spurgte Dunja betydningsfuldt.
„Jeg skal kun … jeg maa nødvendigvis..” svarede han adspredt, som om han vaklede i hvad han vilde sige; men i hans Ord laa en fast Beslutning.
„Jeg vilde sige … da jeg kom … vilde jeg sige Dig, Moder … og Dig ogsaa, Dunja, at vi heller skulde skilles for nogen Tid. Jeg føler mig ikke vel, jeg er ikke rolig … jeg skal komme igen senere naar … jeg kan. Jeg skal ikke glemme Eder, jeg elsker Eder Lad mig nu være, lad mig være alene! Jeg har besluttet dette, allerede før … har besluttet det fast. Hvad der end maa komme, hvad enten jeg gaar tilgrunde eller ikke — jeg vil være alene. Glem mig, det er det bedste for os Alle … spørg heller ikke efter mig. Er det nødvendigt, saa kommer jeg selv eller … lader Eder kalde. Maaske bliver alt godt igen … Men hør nu, holder I af mig, saa lad mig gaa …
