48
ellers maa jeg … hade Eder, jeg føler det … Lev vel!…”
„For Guds Skyld!” skreg Pulcheria Alexandrowna.
Baade hans Moder og Søster saavelsom Rasumichin var grebne af en frygtelig Skræk.
„Rodja, Rodja! Lad det være godt mellem os, lad det være saaledes som det har været før!” raabte den stakkels Moder.
Han vendte sig og gik langsomt til Døren og ud af Værelset.
Dunja indhentede ham.
„Broder! Kan Du bære Dig saadan ad mod Moder!” hviskede hun til ham med et Blik fuldt af Vrede.
Han saa tungsindigt paa hende.
„Det er ikke … jeg kommer jo igen … jeg skal komme af og til;” mumlede han halvhøjt, som om han ikke vidste, hvad han skulde sige, og forlod Værelset.
„Haardhjærtede, onde Egoist!” raabte Dunja.
„Han er van-vit-tig, men ikke følesløs! Han er forrykt! Hvis De ikke indser det, saa er De selv haardhjærtet!…” hviskede Rasumichin hende i Øret og trykkede hendes Haand.
„Jeg kommer straks igen!” raabte han til Pulcheria Alexandrowna, der næsten var sanseløs og løb ud.
Raskolnikow ventede paa ham ved Enden af Korridoren.
„Jeg tænkte nok at Du vilde komme,” sagde han, „vend tilbage og bliv hos dem .... Bliv ogsaa hos dem i Morgen .... Al Tid. Jeg .... kommer maaske .... hvis det er muligt. Lev vel!”
