Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/454

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

62

Sofia med sin Karakter og med sin aandelige Udvikling ikke i noget Tilfælde vilde kunne holde det længe ud.

Han kunde endnu ikke løse det Spørgsmaal, hvorledes det overhovedet var muligt, at hun saa længe havde kunnet finde sig i det uden at miste Forstanden og uden at fatte den Beslutning at tage Livet af sig.

Han begreb nok, at Sofias sociale Stilling var en Undtagelse, skønt ulykkeligvis slet ingen enestaaende. Men denne Stilling, denne halvudviklede Intelligens og hendes hele forudgangne Liv maatte dog, skulde man tro, egentlig dræbe hende ved det første Skridt paa denne afskyelige Vane?

Hvad var det altsaa, som holdt hende ved Livet? Vel ikke Utugten i og for sig?

Det var aabenbart, at denne Skændsel kun havde berørt hende overfladisk; den virkelige Utugt var endnu ikke med en Draabe trængt ind i hendes Hjærte, det saa han, det var ham klart…

Tre Veje ligger for hende, tænkte han; enten styrter hun sig i Vandet, eller hun kommer i Galehuset, eller … eller … hun kaster sig i Armene paa den virkelige Utugt, der bedøver Forstanden og forstener Hjærtet.

Den sidste Tanke var ham den modbydeligste, men han var Skeptiker, nar ung, abstrakt og altsaa grusom, og kunde derfor ikke værge sig mod den Tanke, at den sidste Vej — den dybeste Utugt — var den sandsynligste.

„Maa da virkelig dette Væsen,” lød det inde i ham, „der hidtil dog har beholdt Sjælens Renhed, med fuld Bevidsthed synke ned i denne nederdrægtige, stinkende Pøl?”

Skulde virkelig denne Synken allerede være begyndt, og skulde hun virkelig blot have kunnet taale