63
alt dette saa længe, fordi Lasten ikke længer synes hende saa afskyvækkende?
Nej, nej, det er umuligt! raabte han pludseligt, nej, det, der indtil nu har reddet hende fra Vandet, er Tanken nu Synden og Sorgen for dem … og naar hun endnu ikke er bleven vanvittig…
Men hvem siger, at hun endnu er ved sin fulde Forstand? Har hun da virkelig endnu alle sine Aandskræfter? Kan man vel tale saaledes, som hun taler? Kan man med sin sunde Menneskeforstand ræsonnere saaledes som hun? Kan man sidde saaledes foran denne Afgrund, foran denne stinkende Pøl, hvert Øjeblik i Fare for at synke ned i den og dog afværge den, som advarer, lukke Øjnene, naar Nogen viser hende Faren?
Venter hun et Mirakel? ja ganske sikkert; og alt dette, er det ikke allerede Tegn paa Vanvid?
Ved denne Tanke blev han staaende. Denne Udvej behagede ham mere end alle de andre.
Han iagttog hende opmærksommere.
„Du beder altsaa ofte til Gud, Sofia?” spurgte han hende.
Sofia tav; han stod foran hende og ventede paa et Svar.
„Hvad skulde der da blive af mig, dersom jeg ikke havde Gud?” hviskede hun hurtigt og energisk, rettede de tindrende Øjne paa ham og trykkede hans Haand hæftigt.
Naa, der har vi det! tænkte han.
„Og hvad giver saa Gud Dig for det?” spurgte han videre.
Sofia tav længe, som om hun ikke mægtede at svare. Hendes svage Bryst hævede og sænkede sig af Bevægelse.
„Ti! Spørg ikke! De er ikke værdig til det!”
