74
mageligere for i enhver Henseende bedre at kunne nyde sin Fornøjelse.
V.
Da Raskolnikow næste Morgen præsis Klokken elleve kom til Politikammeret i den Afdeling, hvor Formanden for Undersøgelsessager var, og bad, om man vilde melde ham for Porphyrius Petrowitsch, saa undrede han sig over, at man saa længe ikke modtog ham; der gik mindst ti Minutter, før man endelig lod ham komme ind.
Han havde ventet, at man straks vilde sætte ham fast. Men der stod han nu i Forværelset, og Folk gik frem og tilbage forbi ham, uden at nogen bekymrede sig om ham.
I næste Værelse, et Kontor, sad nogle Betjente og skrev, og ingen af dem syntes at have nogen Idé om, hvem og hvad Raskolnikow var.
Med urolige og mistænksomme Blikke saa han sig om, om der ikke var en hemmelighedsfuld Spejdér der, bestemt til at passe paa ham, saa han ikke skulde fjærne sig.
Men han mærkede intet, han saa blot Kontoransigter med de smaalige Sorger, samt forskællig umistænkelige Personer; ingen agtede paa ham, han kunde let have gaaet sin Vej med det samme.
Stedse mere greb den Tanke ham, at hvis virkelig Gaarsdagens gaadefulde Mand, dette Spøgelse, som syntes at være vokset op af Jorden, havde vidst alt og set alt — saa vilde man vel næppe have
