81
at sige stivnet Menneske, der allerede er gaaet i Frø … og … har De ikke lagt Mærke til, Rodion Romanowitsch, at hos os i Rusland, og hovedsageligt i vore Petersborger-Kredse — naar to fornuftige Mennesker kommer sammen der, som endnu ikke er nøjere kendte med hinanden, men gensidigt agter hinanden, saaledes som for Eksempel vi, saa kan de ofte sidde en halv Time uden at finde et passende Samtaleæmne. — Alle andre har Samtaleæmner paa rede Haand, Damerne for Eksempel … Verdensmennesker af de højere Regioner … alle har deres egne Samtaleæmner, c'est de rigueur; men Mellemsorten, Folk som vi — bliver altid let forlegne og er da kun lidet snaksomme det vil sige, blot de tænkende. Hvad kommer det vel af? Gives der ingen fælles selskabelige Interesser for os eller er vi for ærlige til gensidigt at bedrage hinanden? — jeg véd det ikke. Hvad er Deres Mening?… Men læg dog Huen bort, det ser jo ud, som om De sad paa Springet til at gaa, og det er mig imod … jeg glæder mig over at…”
Raskolnikow lagde Huen, men tav haardnakket, alvorlig og mørk, og hørte paa Porphyrius' tomme Pjank. Skulde han virkelig ville aflede min Opmærksomhed ved sit dumme Vaas?
„Jeg byder Dem ikke Kaffe, her er ikke Stedet til det; men hvorfor skulde De ikke kunne sidde en fem Minuters Tid hos en Ven…” vedblev Porphyrius utrættelig, „véd De, alle disse Embedspligter … men jeg beder Dem, bedste Ven, tag mig ikke ilde op, at jeg gaar saadan op og ned; undskyld, min bedste, jeg er altid bange for at fornærme Dem, men Bevægelse er mig aldeles nødvendig. Jeg sidder for meget, og er saa glad, naar jeg en Gang kan gaa omkring en fem Minuters Tid … disse Hæmorrhoider … jeg foresætter mig altid at be-
