83
Porphyrius Petrowitsch maatte standse et Øjeblik for at trække Vejret.
Han havde uden Afbrydelse dels revet tomme Fraser af sig, dels ogsaa ladet falde nogle gaadefulde Antydninger, for derpaa skyndsomst igen at falde tilbage i det tomme Frasemageri.
Han løb stedse hurtigere omkring i Værelset med sine tykke Ben, stirrede stadig paa Gulvet og holdt den højre Haand paa Ryggen, medens han gestikulerede med den venstre; hans Gestikulation passede imidlertid næsten aldrig til hans Ord.
Raskolnikow lagde Mærke til, at han under denne Gaaen op og ned ad Gulvet et Par Gange blev staaende et Øjeblik ved Døren, som om han lyttede … Mon han ventede paa noget?
„Det har De fuldkommen Ret i,” begyndte Porphyrius atter oprømt og saa med en saa usædvanlig Trohjærtighed paa Raskolnikow, at denne tog sig sammen og belavede sig paa et nyt Angreb. „Det har De fuldkommen Ret i, at De behagede at spotte saa vittigt over disse.juridiske Formaliteter, ha, ha! Disse vore — ganske vist sjældne — dybtsindigt-sykologiske Kneb er virkelig yderst latterlige, ja om De vil, unyttige; især naar de indsnævres af visse Formaliteter. Ja … jeg kommer atter tilbage til Formaliteterne: hvis jeg f. Eks. anser en eller anden for en Forbryder saa at sige … De forbereder Dem jo ogsaa for Retsfaget, ikke sandt Rodion Romanowitsch.”
„Jo, jeg gjorde…”
„Naa, altsaa, der har De et Eksempel, saa at sige en Lære for Fremtiden! — det vil sige, tro nu ikke, at jeg vil understaa mig til at lære Dem noget; de skriver jo selv saadanne Artikler om Forbrydelse; Nej, bare saadan i Forbigaaende, som Faktum, som et lille Eksempel tillader jeg mig at nævne det —
