102
Nikolai forstod ikke Spørgsmaalet.
„Var Du alene om at slaa hende ihjel?”
„Ganske alene. Mit'ka er uskyldig og har slet ikke noget med det at gøre!”
„Du behøver ikke at skynde Dig med at drage Mit'ka ind i Samtalen. Naa, hvordan var det altsaa, hvordan forholder det sig med, at Du løb ned ad Trappen? Portnerne mødte Jer jo begge to?”
„Det var for at bortvende Mistanken … at jeg løb af Sted med Mit'ka …” svarede Nikolai flydende, ligesom om han havde forberedt sig paa Svaret.
„Naa, der har vi det!” raabte Porphyrius ærgerlig, „det er andres Ord han snakker efter!” mumlede han derpaa hen for sig og saa atter hen paa Raskolnikow.
Først nu samlede han sig atter og blev endog forlegen …
„Rodion Romanowitsch, kæreste Ven, undskyld — dette kan ikke gaa an; kom … det her er ikke noget for Dem … jeg er selv … ser De, hvad dette dog er for Overraskelser; kjære, kom.”
Han tog ham ved Haanden og pegede mod Døren.
„Aha! Det lader til, at De ikke havde ventet dette?” sagde Raskolnikow, som naturligvis selv ikke forstod et Gran af, hvad der var sket, men dog havde faaet Tid til at samle sig.
„Heller ikke De, bedste Ven, havde vel ventet dette. Hvor Deres Haand skælver! ha, ha!”
„De skælver jo ogsaa, Porphyrius Petrowitsch.”
„Jeg ogsaa? Det havde jeg ikke troet!…”
De stod allerede ved Døren; Porphyrus ventede utaalmodig paa, at Raskolnikow skulde gaa.
„Men hvad bliver det til med Deres Over-
