108
Og da jeg havde faaet Deres Adresse, saa kom jeg i Gaar herhen og spurgte…”
„Hvem kom herhen?” afbrød Raskolnikow ham, og det begyndte at blive taaget for hans Øjne.
„Jeg! — jeg har gjort Dem Uret.”
„De er altsaa fra det Hus?”
„Ja, jeg stod der med de andre i Porten, det har De vel glemt? Vi har boet der længe, … vi er Bundtmager, tager imod Arbejde hjemme … og saa følte jeg mig saa krænket…”
Pludselig traadte Scenen fra i Forgaars i Porten Raskolnikow for Øje; han huskede, at der foruden Portnerne havde staaet andre Mennesker, ogsaa Kvinder. Han mindedes en Stemme, der havde foreslaaet at bringe ham til Politiet. Han kunde ikke huske den Persons Ansigt, som havde gjort dette Forslag, men han huskede, at han den Gang endogsaa havde vendt sig til ham og svaret ham.
Altsaa det var hele Resultatet af Gaarsdagens Skræk!
Den Tanke, at han for en saa intetsigende Aarsag næsten havde ladet sig fange, var ham frygtelig.
Altsaa, bortset fra Besigtigelsen af Boligen og Spørgsmaalet efter Blod, vidste dette Menneske slet ingen Ting. Som Følge deraf havde Porphyrius heller ingen faktiske Oplysninger med Undtagelse af Feberfantasierne, ingen Kendsgærninger Alt hvad han støttede sig til var denne Psykologi, som har sine „to positive Sider”, men der var ikke en eneste Stump Bevismateriale forhaanden.
Hvis der altsaa ikke kom andre Fakta frem — og der maatte ikke komme nogen! — … hvad skulde man saa kunne gøre ham? Hvad skulde man kunne forsvare en Anholdelse med, hvis man satte
