110
igen hen til mig, spurgte mig ud og skændte. Men jeg fortalte ham alt, sagde ham ogsaa, at De ikke havde turdet svare mig noget paa det, som jeg sagde Dem, og at De ikke havde kendt mig igen. Og da begyndte han atter at løbe op og ned og slog sig hele Tiden for Brystet og ærgrede sig og løb igen, og da De meldte Dem — befalede han, at jeg skulde skjule mig bag Væggen og sidde ganske stille, hvad jeg saa end fik at høre; maaske, sagde han kommer jeg til at spørge Dig om mere; han bragte mig saa en Stol og lukkede mig inde. Men da de kom med Nikolaj, saa hørte han mig ud straks efter Dem og sagde, at han maaske vilde lade mig komme en Gang til for at forhøre mig —”
„Forhørte han Nikolaj, medens Du var der?
„Straks efter at han havde ført Dem ud, førte han ogsaa mig ud, og først da begyndte han at forhøre Nikolai.
Manden bukkede sig atter og berørte Gulvet med Fingerspidsen.
„Tilgiv mig min Bagtalelse og Ondskab.”
„Gud tilgive Dig!” svarede Raskolnikow, og da han havde sagt det, bukkede Manden sig atter, men kun til Bæltestedet, vendte sig langsomt og gik ud.
„Enhver Ting har sine to Sider, nu har alt sine to Sider,” gentog Raskolnikow og gik, raskere end nogensinde ud af Værelset.
„Nu skal vi kæmpe med hinanden.” sagde han med en Haanlatter, idet han gik ned ad Trappen.
Paa sin Modløshed tænkte han nu kun med Foragt og Skam.
