112
lighed efter den anden. Endog i Senatet havde han havt Uheld i et Procesanliggende.
Men især følte han sig opirret over Husværten, hos hvem han havde lejet Bolig for sit vordende Hjem, hvor han for egen Regning havde ladet reparere. Denne Mand, en rig tysk Haandværker, vilde ikke alene ikke gaa ind paa at annullere den nys afsluttede Kontrakt, skønt Lushin vilde aflevere Lejligheden i langt bedre Tilstand, end han havde modtaget den, men han krævede endog at faa hele den betingede Godtgørelse for Misligholdelse.
Det samme var Tilfældet hos Møbelhandleren, man vilde dèr ikke give ham en eneste Rubel tilbage af Haandpengene, skønt de købte Møbler endnu ikke havde forladt Lageret.
„Jeg kan da ikke gifte mig for Møblernes Skyld,” sagde han og skar Tænder, men saa foer pludselig atter det dristige Haab ham gennem Hovedet: Skulde da virkelig alt være uundgaaelig tabt? Skulde man ikke endnu kunne gøre et Forsøg? Og Tanken paa Dunetschka gennemborede atter hans Hjærte med sød Vellyst.
Dette Øjeblik var kvalfuldt for ham, og havde der været nogen Mulighed for at myrde Raskolnikow blot med et Ønske, saa havde Peter Petrowitsch ikke betænkt sig et Øjeblik paa at udtale dette Ønske.
En Fejl var det ogsaa, at jeg slet ikke har givet dem nogen Penge, tænkte han og vendte hjem til Lebesätnikows Værelse, — hvor kunde jeg ogsaa falde paa at være saadan en Jøde? Hvad var det ogsaa for en Beregning? Jo, rigtig, jeg vilde holde dem i Nød og Elendighed, for at de skulde ære mig som deres Forsyn; men i Stedet for er det kommet ganske anderledes … fy! Havde jeg bare givet dem saadan halvandet Tusind til Udstyr, til Foræringer, til al
