120
sine Klør … rev næsten hele Bakkenbarten af mig … Jeg synes dog, det maa være enhver tilladt at forsvare sig? For Resten finder jeg mig ikke i Haandgribeligheder af nogen … og det af Princip. For det vilde jo være Despotisme. Havde jeg maaske skullet staa rolig og taale alt? Kort og godt, jeg stødte hende bare fra mig.”
„Ja, ha, ha!” lo Lushin ondskabsfuldt.
„Jeg véd det nok, at De bare stikler, fordi De selv er ærgerlig. Det er lutter Løgn og Vrøvl og har ingen Ting med Kvindesagen at gøre! Det er en Misforstaaelse; jeg troede desuden, at naar det nu engang skal være en Grundsætning, at Kvinder og Mænd er hinanden lige, endog med Hensyn til fysisk Styrke — hvad man ogsaa har paastaaet —, saa maa der ogsaa raade Lighed i dette. Naturligvis har jeg bagefter overtænkt, at et saadant Spørgsmaal overhovedet ikke kan eksistere, thi Prygl bør slet ikke finde Sted; saadanne Tilfælde vil forøvrigt under Samfundets vordende Organisation være utænkelige … og at det vilde være besynderligt at diskutere om en Ligeberettigelse i Prygl. Saa dum er jeg ikke … skønt Prygl endnu eksisterer … det vil sige, at Prygl for Fremtiden ikke vil findes, men endnu for Tiden eksisterer … fy for Fanden! Man bliver ganske konfus ved at omgaaes Dem. Det er ikke derfor, jeg ikke gaar til dette Gravøl, ikke for denne Affæres Skyld. Af Princip gaar jeg ikke derhen, for ikke at have nogen Del i den stygge Skik, det er Sagen! Man kunde for Resten gaa derhen for at gøre sig lystig over det … skade blot, at der ikke kommer nogen Præster, eller vilde jeg bestemt gaa derhen.”
„Det vil sige saa meget som at De vil modtage Mad og Drikke og saa bagefter gøre Nar
