121
af dem, som har indbudt Dem. Det er vel Meningen?”
„Aldeles ikke — jeg vil kun protestere; jeg har derved et nyttigt Maal for Øje, jeg kan yde Propagangaen en umiddelbar Tjeneste. Enhver er forpligtet til at oplyse om og virke for sine Ideer, og jo skarpere desto bedre. Jeg kan frafalde en Mening, men der vil dog blive et Frø tilbage, et Frø, hvoraf der vil fremstaa en Kendsgærning. Er der da noget fornærmende i det? Selv om de ogsaa i Begyndelsen skulde føle sig fornærmede, saa vil de dog senere indse, at jeg har været dem nyttig. Det var jo lige saa den Gang med Terebjewa, som nu er gaaet over til Kommunen, da hun havde forladt sin Familie og — prisgivet sig; hun skrev til Forældrene, at hun ikke længer havde Lyst til at bøje sig under Samfundets Fordomme, og at hun stod i Begreb med at indgaa et „polsk” Ægteskab. — Man talte om, at dette var en for grov Handlemaade mod Forældrene, man maatte gaa mildere frem og fortælle dem det paa en skaansommere Maade. Efter min Mening er dette noget Vrøvl, og Mildhed er her slet ikke paa sin Plads, tværtimod, der maa protesteres skarpt. Hun, Warentz, gjorde det radikalere. Efter at hun i syv Aar havde været gift, lod hun Mand og to Børn i Stikken og skrev kort og tydeligt til ham: „Jeg er kommen til den Erkendelse, at jeg ikke kan være lykkelig med Dem. Jeg vil aldrig tilgive Dem, at De har skjult for mig, at der findes en anden Samfundsordning, Kommunen. Jeg fik det først for nylig at vide af en højhjærtet Mand, til hvem jeg ogsaa har hengivet mig, og med hvem jeg agter at grunde en Kommune. Jeg siger Dem det lige ud, thi jeg anser det for æreløst at bedrage Dem. De har Deres fulde Frihed til at gøre og lade, som De vil.
