145
frem paa Panden, og Pletterne paa Kinderne blev rødere. Hun viste tavs Raskolnikow Blodet, men knap var hun kommen sig noget efter Anfaldet, saa begyndte hun med stor Livlighed atter at hviske:
„Ser De, jeg gav hende det ømfindtlige Hværv at indbyde denne Dame og hendes Datter — De véd vel, hvem jeg mener? Det skulde hun nu naturligvis have gjort paa den delikateste Maade og med den største Omhu; men i Stedet derfor har hun indrettet det saaledes, at denne storsnudede Skabning, denne ubetydelige Provinsdame, bare fordi hun er Enke efter en Major og er kommen hertil for at springe omkring til Myndighederne og tigge sig en Pension, en Person, som ved sine femoghalvtreds Aar endnu sminker sig med hvidt og rødt … for at en saadan Skabning ikke alene har forsmaaet at komme her; men ikke engang ladet sig undskylde, hvad jo dog i slige Tilfælde den simpleste Høflighed kræver. Jeg kan heller ikke begribe, hvorfor Peter Petrowitsch ikke er kommen? Men hvor er Sofia, hvor bliver hun af? Aa, der kommer hun endelig! Hvor har Du været, Sofia? Det er da besynderligt, at Du endogsaa paa din Faders Begravelsesdag er saa lidet punktlig. Rodion Romanowitsch, vær saa god at lade hende faa Plads hos Dem. Sæt Dig der, Sofia … tag, hvad Du vil. Begynd med den Fisk i Gele, den er god. Nu faar Du straks Pandekager. Har Du givet Børnene noget? Poletschka, har I faaet noget derhenne? Naa, det var godt; vær bare artig, Lydia, og Du, Kolja, sid stille med Benene, sid som det passer sig for et nobelt Barn. Hvad siger Du, Sofia?”
Sofia skyndte sig at bringe Lushins Undskyldning og gjorde sig Umage for at tale rigtig højt, saa alle kunde høre det; hun brugte de mest udsøgte, ærbødigste Udtryk, som hun endog med Vilje paadigtede
