146
Peter Petrowitsch. Til Slut tilføjede hun, at Peter Petrowitsch særlig havde paalagt hende at meddele, at han saa snart som muligt skulde komme for at tale under fire Øjne med hende om, hvad der kunde foretager; for Fremtiden osv.
Sofia vidste, at hun paa denne Maade beroligede Katerina Iwanowna og satte hende i en fredeligere Stemning.
Hun satte sig ved Siden af Raskolnikow, hvem hun flygtigt hilste, og derefter lige saa flygtigt, men opmærksomt betragtede. Senere undgik hun for Resten saavel at se paa ham som at tale med ham. Hun var ligesom adspredt, skønt hun stadig saa Katerina Iwanowna ind i Øjnene for at gætte hendes Ønsker.
Hverken hun eller Katerina Iwanowna havde Sørgeklæder paa, de bar deres sædvanlige mørke Kjoler; Katerina Iwanowna den eneste, hun overhovedet ejede.
Meddelelsen om Peter Petrowitsch havde gjort Virkning. Katerina Iwanowna modtog den med Værdighed og forhørte sig lige saa værdigt efter Peter Petrowitschs Befindende. Saa hviskede hun — forøvrigt temmelig højt — til Raskolnikow, at det for en saa højagtet og solid Mand som Peter Petrowitsch virkelig vilde have været lidt underligt at befinde sig i et saa „usædvanligt” Selskab, trods hans store Hengivenhed for Familien og hans gamle Venskab for hendes Fader.
„Dersor er jeg ogsaa Dem saa taknemlig, Rodion Romanowitsch, at De ikke har forsmaaet mit Salt og Brød — trods disse Omgivelser,” tilføjede hun næsten højt, „men jeg er ogsaa overbevist om, at det kun er Deres intime Bekendtskab med min salige Mand, der har foranlediget Dem til at holde Deres Ord.”
Derpaa saa hun endnu en Gang stolt og værdigt
