147
paa sine Gæster, spurgte ivrigt over Bordet den døve Gamle, om han ikke vilde have mere Steg, og om han havde faaet Vin?
Den Gamle svarede ikke og kunde længe ikke begribe, hvad man egentlig vilde ham, skønt hans Naboer tilhøjre og venstre for Morskabs Skyld puffede til ham. Han saa sig bare om med aaben Mund og fremkaldte naturligvis derved almindelig Latter.
„Se bare paa den Tølper! Hvorfor har man nu egentlig bragt ham herhen? Men hvad Peter Petrowitsch angaar, saa var jeg altid overbevist om…” vedblev Katerina Iwanowna henvendt til Raskolnikow — men saa vendte hun sig pludselig til Amalia Iwanowna og sagde højt og tydeligt med en saa stræng Mine, at denne endogsaa blev ængstelig: „han kan naturligvis ikke sammenlignes med Deres struttende Slæbekjoler, som man hos min Papa ikke engang vilde have ladet slippe ind i Køkkenet som Kokkepiger; min afdøde Mand vilde maaske af overdreven Godmodighed have vist dem den Ære at modtage dem.”
„Ja, ja, han holdt nok af at tage sig en Snaps, det gjorde han, han tog sig meget gærne en Snaps!” raabte pludselig den afskedigede Proviantforvalter, efter at han havde skyllet den tolvte Sopken ned.
„Min salig Mand havde virkelig den Svaghed, det ved alle,” foer Katerina Iwanowna løs paa ham, „men alligevel var han et godt og ædelt Menneske, som elskede og ærede sin Familie; kun Skade, at han af Godmodighed saa ofte nedlod sig med de liderligste Subjekter og drak med Gud ved hvad for Folk; med saadanne, som ikke engang var saa meget værd som hans Skosaaler! Tænk Dem bare, Rodion Romanowitsch, i hans Lomme var der en Peberkage af Form som en Hane — skønt han var
