152
geret for sin Skole, om en ærværdig gammel Mand, Franskmanden Mangot, som, den Gang hun selv endnu var i Institutet, allerede havde givet franske Timer, og som nu havde slaaet sig til Ro i T**, men ganske vist for et meget ringe Honorar vilde give Timer hos hende.
Endelig kom ogsaa Talen paa Sofia, der „skulde flytte med hende og være hende behjælpelig.”
Ved denne Lejlighed brast nogen ved den anden Side af Bordet ud i Latter.
Katerina Iwanowna lod først som om hun vilde overse den uanstændige Latter med Foragt, men hævede dog med Vilje sin Stemme og talte med Overbevisning om, at Sofia Ssemjonowna havde de Uvurderligste Egenskaber for hende som Medhjælperske; fortalte om hendes Beskedenhed, Taalmodighed, Selvopofrelse, Noblesse og Dannelse; derunder klappede hun Sofia paa Kinden, rejste sig, og kyssede hende to Gange paa det inderligste.
Sofia blev blusende rød, og Katerina Iwanowna begyndte at græde, men undskyldte sig straks og sagde, at hun var en nervesvag Stakkel, og at det nu, da Maaltidet var forbi, var paa Tide at servere Te.
Men nu begyndte Amalia Iwanowna.
Hun følte sig grundigt fornærmet over, at hun ikke havde kunnet tage Del i hele Samtalen, og at man slet ikke havde hørt paa hende; hun benyttede altsaa Anledningen til at vove et sidste Forsøg. Først rettede hun til Katerina Iwanowna med stille Kummer den meget vigtige og dybsindige Bemærkning, at det var af særlig Vigtighed i den vordende Skole at agte paa rent Linned for de smaa Frøkener, og at det derfor var nødvendigt at ansætte en paalidelig Dame til at have Opsyn med Linnedet; for det andet, at man maatte passe paa, at de unge Frøkener ikke om Natten læste Romaner.
